Kompositter til det grønne forsvar

Projektperiode

1 januar 2022 – 31. december 2022

 

Bevilget pulje

415.000 DKK

Hør mere

Hvis du er interesseret I at høre nærmere omkring innovationsprojektet “Kompositter til det grønne forsvarer du meget velkommen til at kontakte Anders på anders@censec.dk eller +45 52 13 15 42

 

Projektbeskrivelse

Kompositter til det grønne forsvar

Ambitionen med projektet er at bringe førende og spirende danske virksomheder sammen om udvikling og anvendelse af nye, stærke produktudviklingsværktøjer indenfor modellering, syntese og karakterisering af avancerede fiberkompositter. Projektet styrker forsvarets grønne profil ved at medvirke til at udvikle produkter med følgende effekter:

  • Reduceret energiforbrug ved skift til lettere materialer
  • Mindre affald ved at anvende forstærkede fibermaterialer, der holder længere
  • Mindre CO2 udledning ved grøn energiomstilling med fx svinghjulsenergilagring.

Hver deltagende virksomhed har behov for forsat udvikling, for at få det maksimale ud af deres fibermaterialer. Projektet samler både danske og internationale kompetencer og gør dem tilgængelige for virksomhederne gennem netværksmøder og workshops, målrettede teknologiprojekter og fælles industriprojekter.

Projektet indeholder følgende aktiviteter:

Aktivitet 1: Netværksmøder og workshops
Projektet opsætter en digital platform (Microsoft TEAMS), hvor de deltagende virksomheder og videninstitutter kan dele viden, ideer og løsninger med hinanden, diskutere udfordringer, og henvende sig fortroligt til hinanden. Der afholdes en fysisk kick-off workshop, hvor de deltagende virksomheder præsenterer deres problemstillinger, de tre teknologiprojekter præsenteres og der etableres break-out sessions om bestemte problematikker, der evt. kan blive til industriprojekter.

Aktivitet 2: Teknologiprojekter

Der er defineret tre teknologiprojekter, som drives af videninstitutterne i tæt dialog med projektets deltagervirksomheder.

Teknologiprojekt 1 (DTU & Teknologisk Institut): Syntese
Pilotforsøg har vist, at plasmabehandling af fibre før ”wetting” og imprægnering giver bedre vedhæftning mellem fibre og matricemateriale – og dermed skaber stærkere fibermaterialer. Projektet vil optimere og afprøve denne nye teknik på de materialesystemer, som anvendes af partnervirksomhederne. Der fremstilles testkuponer, som udsættes for mekaniske test.

Teknologiprojekt 2 (Teknologisk Institut & Alexandra Instituttet): Karakterisering og visualisering
Fiberforstærkede materialer er komplekse systemer med både fibre, epoxy matrice og det vigtige grænsefladelag derimellem, og der er brug for både nye, stærke karakteriseringsmetoder og effektive dataalgoritmer til at sortere og visualisere datasæt. 3D tomografiske målinger fra synkrotroner er et stærkt værktøj til at kigge på fiberstrukturer. Nye databehandlingsrutiner kan omdanne de komplekse måledatasæt til intuitive billeder og 3D visualiseringer (evt. med en VR overbygning), som kan bruges til kvantificering af strukturfordeling, samt give virksomhedernes materialeeksperter og ingeniører en bedre forståelse af deres materialer.

Teknologiprojekt 3 (AAU & Teknologisk Institut): Modellering
Nye kommercielle AI-drevne softwareværktøjer er blevet udbudt på markedet og kan bruges til at finde optimale materialer til givne anvendelser. Software fra SCM (NL) og ExoMatter (GER) er med succes anvendt på simple materialesystemer. Teknologiprojektet vil erhverve en testlicens til en af de to software og indlede samarbejde med aktørerne om at definere rammerne for de optimale fibermaterialer. Med softwaret identificeres optimale materialekandidater, som derefter afprøves i materialemodeller hos videnspartnerne.

Aktivitet 3: Industriprojekter
De deltagende virksomheder definerer op til tre mindre industriprojekter om begrænsede fælles studier eller afprøvning af nye løsninger (budget 50.000 kr. pr. industriprojekt). Der kan f.eks. indkøbes nye materialesystemer, der skal valideres hos videninstitutter, eller kendte materialers egenskaber kan testes under nye ekstreme forhold af relevans for det danske forsvar, f.eks. arktiske temperaturer.

Aktivitet 4: Markedsklargøring
Bemærk at denne aktivitet drives af de deltagende virksomheder alene. Projektets resultater integreres med de deltagende virksomheders strategi for anvendelse af nye materialer. Der laves ”application notes”, der anvendes som tekniske markedsføringsmateriale af den enkelte virksomhed.

Aktivitet 5: Projektledelse og dissemination
Monitorering af projektets fremdrift og håndtering af identificerede tekniske og administrative risici. Positionering af projektet ift. til samfundsdagsordener og fx initiativer inden for grønt forsvar og industrisamarbejde med udenlandske virksomheder.

 

Projektleder
Virksomhedsdeltagere